Opsøgende medarbejder

DOF Lillebælt er fra januar 2018 ny aktør inden for ordblindeundervisning (OBU) for voksne på Fyn. Vores ambition er at gøre tilbuddet om OBU tilgængeligt for de dele af målgruppen, der indtil nu er fløjet under radaren eller som af andre årsager ikke benytter sig af de eksisterende tilbud. Det kan f.eks. dreje sig om ansatte på helt små arbejdspladser, frivillige i foreningslivet, men også om personer, der har behov for at undervisningen foregår i et mere overskueligt miljø. I den forbindelse søger vi en medarbejder til opsøgende indsats over for målgruppen.

Jobbet:
Din primære opgave bliver at kontakte virksomheder, foreninger, jobcentre og andre potentielle samarbejdspartnere. Formålet med kontakten er i første omgang at afklare, om de blandt medarbejdere/medlemmer/brugere har personer, der kan tænkes at have behov for OBU. Du følger kontakterne til dørs gennem personlige møder.

Det vil også være dig, der står for at gennemføre den indledende screening af de egentlige deltagere i OBU. Selve screeningen finder sted som en onlinetest, og din opgave er at introducere deltagerne til testen samt at rådgive dem efterfølgende baseret på resultatet.

Stillingen er i første omgang på 20 timer om ugen, men det er forventningen at den inden for en overskuelig tidshorisont udvikler sig til en fuldtidsstilling.

Din profil:
Du har tilstrækkelig indsigt i og forståelse for området læring og sprog til at kunne give relevant rådgivning og sparring vedrørende ordblindeundervisning både til de umiddelbare brugere og til øvrige involverede, f.eks. arbejdsgivere, jobcenter, familiemedlemmer. Har du kvalifikationer til selv at varetage dele af undervisningen vil det være en fordel, men det er ikke noget krav.

Du besidder den integritet, takt og empati, der er afgørende i kontakten med mennesker om et så følsomt emne som ordblindhed.

Du trives med selv at have ansvaret for at strukturere din arbejdsdag og finder det mere udfordrende at styre efter resultatmål end efter stopur. 

Du har overblik og evnen til at sætte dig ind i gældende regelsæt på området, således at den løbende dokumentation lever op til alle krav hos myndigheder og samarbejdspartnere. Du er med andre ord ikke fremmed over for at bruge regneark og formaliserede indberetningssystemer som en naturlig del af din arbejdsgang.

Du har mulighed for at bruge egen bil til at varetage mødeaktiviteten. Området er i første omgang hele Fyn.

Om os:
DOF Lillebælt er en uafhængig og partipolitisk neutral aftenskole med aktiviteter i Middelfart, Fredericia og Kolding kommuner. Sammen med aftenskoler i yderligere otte kommuner udgør vi fællesskabet aftenskolerne.dk, der har kontor i Brenderup. Vi ser det som vores mission at løfte folkeoplysningen ind i en ny tid med nye muligheder og nye udfordringer uden at give slip på de værdier og traditioner, vi er vokset af.

Vi har et uformelt miljø, og tilstræber at holde vejen fra ide over beslutning til handling så kort som muligt.